På DTU Lyngby Campus findes en lang række fredagscaféer

Fredagscaféer

På DTU finder du masser af festlige fredagscaféer, hvor du kan lære dine medstuderende bedre at kende. Du kan både gå efter småt og intimt eller efter et sted med plads til flere aktiviteter og større armbevægelser.

Diagonalen

Diagonalen åbner kl. 12.00 hver fredag og lukker kl. 21.00 med et smil og et slutnummer, medmindre andet er angivet. Den ligger i 1. kvadrant i bygning 116 med udgang til flere grønne arealer med bænke og terrasser.

I Diagonalen har du mulighed for at tage et slag bordfodbold eller pool når som helst, og i åbningstiden er det endvidere muligt at give sig i kast med et spil terninger, kort eller beer pong.

Nye medlemmer og idéer til Diagonalen er altid velkomne, så går du og brænder for at arrangere en bordfodboldturnering eller andet sjovt, skal du endelig sige til - så finder vi ud af det sammen.

Kontakt:
Mail: Diagonalen@gmail.com

Besøg Diagonalen på Facebook

Diamanten

I DTU’s 4. kvadrant i bygning 414 finder du Diamanten. Fredagscaféen er primært bestyret af studerende fra retningerne Produktion & Konstruktion, Design & Innovation og Maskin Diplom.

Diamanten udmærker sig ved at være fredagscaféen med de mindste lokaler, der ofte skaber en intim og hyggelig stemning på almindelige fredage, men også stedet hvor bardisken er specialbygget, så den kan modstå abnorme mængder “dans på baren”.

Navnet “Diamanten” går langt tilbage til den tid, hvor Diplom-retningerne blev kaldt fx Di-E for Diplom Elektro eller Di-M for Diplom Maskin. Ud fra Di-M, blev det nærliggende at kalde deres vandhul for Diamanten.

Kontakt:
Mail: diamantendtu@gmail.com

Besøg Diamanten på Facebook

Hegnet

Fredagscaféen Hegnet holdt sin første åbningsdag i 2007 og har siden arbejdet sig op til i 2011 at blive kåret af Castello som den bedste af sin slags.

Hegnet findes i den nye kantine i bygning 342. Der er åbent fredage i semesterugerne mellem 14 og 21. Hegnet kan byde på fed belysning, god bordfodbold og andre spil, masser af siddepladser samt dejligt selskab. Hey du, kig forbi!

Kontakt:
Formand Christian Højlund Brams: hegnetdtu@gmail.com

S-Huset

S-Huset er DTU’s studenterhus, som afholder store som små fester samt sælger bl.a. kaffe, sodavand og sandwiches. Hovedbasen er i hovedbygningen (bygning 101) og indeholder kaffestuen med tilhørende pejsestue, kælderbar og læsesal.

S-Huset har udover hovedbasen også en lille afdeling i bygning 306, nemlig PF Caféen. PF Caféen har åbent kl. 07.30 -17.00 i 13-ugers perioden og kl. 08.45-15.00 i 3-ugers perioden. Hovedbasen indeholder kaffestuen, der har åbent kl. 07.30-19.00.

Pejsestuen indeholder en masse sofaer, billard, pool, bordtennis og bordfodbold.

Læsesalen er et lækkert lyst lokale med omtrent 20 borde og tilhørende stole. Der er rig mulighed for at studere og samtidig være tæt på en kaffepause i en sofa i Pejsestuen. Desuden udlånes læsesalen fx også til foredrag, infomøder samt pokerturneringer efter lukketid.

Sidst men ikke mindst er der under S-Huset en hyggelig kælderbar med en masse forskellige drinks og specialøl. Kælderbaren åbner kl. 19.00 hver mandag til lørdag.

Verners Kælder

Verners Kælder på DTU Ballerup Campus drives af de studerende, og holder åben hver fredag kl. 12.00.- 5.00 

I Verners Kælder kan du hænge ud i baren, slappe af i et sofahjørne eller udfordre dine medstuderende ved et af de tre poolborde, to bordfodboldborde og et bordtennisbord. Og så afholdes der naturligvis flere fester i løbet af semestret.

Hvis du har lyst til at sætte dit præg på Verners Kælder, kan du blive bartender. Du skal bare dukke op i Verners Kælder og tage en snak med dem.

Besøg Verners Kælder på Facebook

Maskinen

Maskinen er en rigtig hyggelig fredagscafe, der ligger på Gyrithe Lemches vej nr. 20 i kælderen. Det er udelukkende maskinmester-studerende, som driver cafeen, men alle er velkommen. Da det nu engang ér en fredags-cafe, er der åbent om fredagen fra kl. 12:00 til kl. 21:00.

Cafeen har et større udvalg af spil og aktiviteter, heriblandt kan nævnes 3 bordfodboldborde, 1 pool/billard bord, 2 shuffleboard, 1 Wii og 1 gammeldags spillemaskine, hvor man kan spille alle de gamle arkadespil (Pac-Man, Space-Invaders osv.).

Maskinen kan blive kontaktet på mail: msk.maskinen@gmail.com 

Etherrummet

Etherrummet, beliggende i 2. kvadrant, er en lidt mindre fredagscafe – men med store lokaler liggende op til.

Lokalerne er lyse, elegante, stilrene og moderne indrettet. Der er yderligere bordfodboldborde samt et poolbord med gratis udlån af udstyr.

Etheren er stedet, hvor man kan nyde lidt forfriskende drikkevarer efter en uges hårdt studie. Der lægges stor vægt på, at der skal være plads til alle i cafeen, og der er altid særdeles studievenlige priser.

På fredagsbar med ingeniørstuderende

DTUavisens journalistpraktikant tog ud for at opleve et par af mulighederne for en underholdende fredag på campus. Læs reportagen her.